Konkurrenceforslag

Kirkegårdskontor

Dette konkurrenceforslag er udarbejdet på baggrund af henvendelse fra menighedsrådet ved Sct. Catharinæ sogn.

I forslaget er der lagt vægt på at udarbejde en imødekommende og åben bygning, som får kirkegårdskontoret til at fremstå mere udadvendt og tilgængelig for sognets borgere. Samtidig er der lagt vægt på at kirkegårdskontoret og den eksisterende bygning for kirkegårdspersonalet fremstår som en helhed.

Konceptet for bygningen har været at samle de borgerrettede funktioner i den østlige ende, og personalefunktionerne i den vestlige ende, med fokus på at skabe gode rammer der understøtter de daglige arbejdsgange. Funktionerne er adskilt af hovedindgangen/receptionen.

Opdelingen giver en logisk adskillelse af funktionerne der muliggør uforstyrrede arbejdsgange for personalet. Samtidig giver placeringen af personalefunktionerne mod vest mulighed for en intern forbindelse for personalet mellem de 2 bygninger. Bygningerne er forbundet via et overdækket areal – dog med mulighed for en egentlig sammenbygning hvis dette ønskes.

Vi har prioriteret at åbne bebyggelsen op med mulighed for kig til kirkegården fra Aldershøjvej.
For at de 2 bygninger skal fremstå som en enhed er det valgt at videreføre materialerne/farverne fra den eksisterende bygning til det nye kirkegårdskontor. Således er bygningen tænkt i røde tegl med sorte vinduer.

Det nye kirkegårdskontor gives et mere moderne og nutidigt udtryk ved at arbejdet med andre vinduesformater og detaljer. Hovedindgangen er trukket lidt tilbage i facaden, hvilket giver et mindre overdækket areal. Samtidig er den markeret med et stort glasparti, som går igen gennem hele bygningen.

Dette betyder at aktiviteter i hhv. reception og møderum vil kunne ses fra gaden, og bidrager til at huset fremstår med liv. Det giver ligeledes mulighed for kig gennem huset til haven. Bygningen er med fladt tag, og kan evt. udføres som grønt sedum-tag.

OpgavetypeKonkurrence - Nybyggeri

LokationHjørring

Udarbejdet2019

Areal188 m²

BygherreSct. Catharinæ Menighedsråd