
Både i Hjørring Kommune, og i resten af landet, er tendensen at mange erhvervsbygninger står tomme, mens nye opføres i deres umiddelbare nærhed. Det er problematisk at der bygges så meget nyt, når der i forvejen er bygninger der rummer enormt meget potentiale – det er simpelthen et spild af gode og vigtige ressourcer.
Det problem vil vi sætte fokus på, og derfor har vi allieret os med Lone Duus fra HTX, EUC Nord, hvor eleverne med studieretningen Teknologi & Design, netop nu arbejder med emnet. De vil bidrage med deres vinkel på problemstillingen, og bringe deres screening af, hvor mange erhvervsbygninger der rent faktisk står tomme i Hjørring by, i spil.
Derudover vil Hjørring Kommune også fortælle om de relevante dele af den nye kommuneplan som er i høring til d. 24. september, uddrag fra arbejdet i styregruppen Hjørring Bymidte samt kommunens fokus på at understøtte reparation, genbrug og cirkularitet og hvordan det netop spiller sammen med at bruge de tomme bygninger eller ikke…?
Og hvor giver det god mening at tale om netop dette emne? – det er da selvfølgelig i en bygning, der tidligere har tjent erhvervsmæssigt formål, og som nu står tom. Derfor er adressen denne gang Frederikshavnsvej 77, 9800 Hjørring.
Vi håber at du/I også synes, det lyder spændende, og har lyst til at deltage i vores arrangement. Formatet er uformelt, alle er velkomne, men vi vil derfor gerne bede om din tilmelding på mail til [email protected], senest torsdag d. 18. september.
PRAKTISK INFORMATION
Adresse: Frederikshavnsvej 77, 9800 Hjørring
Dato: 26. september 2025, kl. 13 – 15.30
OBS. tilmelding er nødvendig!
