Ny daginstitution i Silkeborg kommune
Børnehuset Damgårdsvej
Arkitektfirmaet Hovaldt har i samarbejde med et stærkt totalentrepriseteam bestående af EMR Murer & Entreprenør, Drias Rådgivende Ingeniør og Thing Brandt Landskab, vundet arkitektkonkurrencen om en ny daginstitution I Funder i Silkeborg Kommune.
Børnehuset er udformet med henblik på at skabe lyse og venlige rammer, der udgør et varieret udbud af læringsmiljøer, der henvender sig til både vuggestue- og børnehavebørn, og som underbygger de praktiske rutiner i børnenes hverdag. I arkitekturen har der været fokus på at skabe en tæt relation mellem husets indre rum og den omkringliggende natur. Den varierende facade skaber overdækkede udemiljøer af forskellig karakter, som fungerer som en overgangszone mellem bygningens rum og den omkringliggende legeplads. Fra alle opholdsrum er der direkte adgang til udearealerne, og på denne måde kan lege og aktiviteter trækkes ud og ind.
I husets indre har der været fokus på at underbygge børnehusets fællesskab. Derfor er der i fællesområderne skabt åbne zoner med integrerede lege- og siddenicher, der bidrager til at skabe et legende og inspirerende miljø, som leder op til det store fælles hjerterum centralt i bygningen. Derved er der plads til store og små forsamlinger på tværs af huset, men samtidig er der også taget hensyn til barnet der har brug for ro og fordybelse.
Generelt er der i børnehuset et fokus på bæredygtighed. Dette ses både i huset materialitet, funktioner, fleksibilitet samt i alle aspekter af indeklimaet. Børnehuset skal desuden følge principperne for DGNB certificering med målet om guld.
Børnehuset kan rumme 229 børn med dertilhørende personale
OpgavetypeNybyggeri
LokationFunder, Silkeborg
Udarbejdet2023
Areal1922 m²
BygherreSilkeborg Kommune
BæredygtighedOpføres efter DGNB
YdelserArkitektrådgivning, Projektering
SamarbejdspartnereEMR murer og entreprenør A/S, Drias Rådgivende Ingeniør, Thingbrandt landskab