Renovering og indretning af lejligheder

Penthouse

Projektet Penthouse omfatter renovering og indretning af to lejligheder beliggende i en ejendom i Hjørring gågade.

Ejendommen er opført i 1913 og renoveret i 1998 og har huset en bank og kontorlokaler. Med bygherres køb af ejendommen var det ønsket, at transformere lokalerne til to store ejerlejligheder på hhv. 1. og 2. sal.

Indretningen af lejlighederne tager afsæt i bygherres ønske om en afdæmpet og nordisk stil med et strejf af New York, i kombination med praktisk og funktionel rumfordeling. Der er fokus på detaljen, som gør indretningen unik og tilfører rummene personlighed.

Grundet ejendommens tidligere indretning og bærende vægge, har tilstrækkeligt dagslys i alle rum været en af projektets udfordringer. Dette har ledt til, at begge lejligheders store opholdsrum, indeholdende stue og køkken/alrum, er indrettet i hele ejendommens bredde, hvorved rummet oplyses af store vinduespartier i begge facader. Imellem værelser og badeværelse er der udført enkle vinduesbånd øverst i væggene, som gør det muligt at trække lyset igennem flere rum og dermed udnytte dagslyset i lejligheden til fulde.

Lejligheden på 1. sal karakteriseres af den 250 m² store tagterrasse, som er en udnyttelse af stueetagens store tagflade. Terrassen er opbygget med Bangkirai-terrassebrædder med enkelte elementer af zink. Værnet omkring terrassen er udført i matteret glas, som sikrer et godt privatliv året rundt. I facaden mod tagterrassen er to store foldedøre i glas, som trækker lyset langt ind i lejligheden og samtidigt åbner op til god udnyttelse af terrassen i de varme sommermåneder.

Arkitektfirmaet Hovaldt har været arkitekt på projektet og har ydet rådgivning igennem hele processen. Rådgivningen har omfattet indledende skitse- og indretningsforslag, dialoger med myndigheder, materialekatalog, projektering, samt løbende tilsyn igennem hele byggeprocessen.

OpgavetypeRenovering, Ombygning, Indretning

LokationHjørring

Udarbejdet2017

Areal350 m²

BygherrePrivat

YdelserArkitektrådgivning, Myndighedsdialog, Projektering, Byggetilsyn