Sommerhus med udsigt til Skagerrak og klitlandskab

Strandly

Sommerhus beliggende i første række ud til Skagerrak og klitlandskabet ud til Tannis Bugt. Sommerhuset ligger naturligt mellem eksisterende klitter og falder naturligt ind i landskabet med sin diskrete sorte facade. Omkring huset er der flere mindre terrasser, med forskellig orientering og ly fra blæsten.

Hovedgrebet tager udgangspunkt i 2 volumener der ligger parallelt – et transparent volumen udelukkende med glasfacader og et lukket volumen med sort facadebeklædning, der får lov at fortsætte indvendigt og understreger formsproget.

Husets grundplan er opdelt i en åben og en lukket del der understreger husets arkitektur. Det lukkede volumen indeholder entré, værelser og badeværelser, og er kun adskilt på midten af køkkenet, som står i åben forbindelse til det åbne volumen, og giver en god forbindelse til alle verdenshjørner. Ved køkkenet er der direkte udgang til terrasse hvor morgensolen indfinder sig.

Det åbne volumen udgøres af ét stort rum, der indeholder stue og spiseplads. Fra rummet er der panoramaudsigt til klitlandskabet og havet, og adgang til både syd og vestvendt terrasse med havudsigt hvor hhv. eftermiddags- og aftensolen kan nydes. De store glasfacader trækker naturen helt ind i huset og giver en fantastisk lyssætning der følger naturens gang.

OpgavetypeNybyggeri

LokationTversted

Udarbejdet2020

Areal156 m²

BygherrePrivat

YdelserArkitektrådgivning